Kage i kop: Cheesecake på 10 minutter! - Cute CarbsCute Carbs

Kage i kop: Cheesecake på 10 minutter!

30. juli 2015 in ♥ Desserter / ♥ Kager

 photo kage i kop cheesecake_zpsu2vo8bv7.jpg

Det er en god dag i dag! Cheesecake Day! Det skal selvfølgelig fejres, også selv om du ikke lige har fået sat en no bake cheesecake på køl i morges, du kan nemlig lyn-bage en cheesecake i mikroovnen, det lyder måske lidt skørt, men når nu man kan bage alle mulige andre kager i kop, hvorfor så ikke også cheesecake? Jeg har prøvet, og det lykkedes faktisk meget fint, der var dele-cheesecake til to på 10 minutter + ca. en halv time i køleskabet.

Jeg behøver ikke at skrive det igen, igen…MEN jeg elsker cheesecake! No bake cheesecake er favoritten, men en bagt cheesecake er også helt ok, og denne version i kop eller glas er værd at prøve. Det er meget trendy at bage en enkelt kage i en kop på 5 minutter, det er især chokoladekager, der hitter i kop lige nu, men du må ikke snyde dig selv for en hurtig cheesecake i glas eller kop! Happy Cheesecake Day

Opskrift på cheesecake i kop eller glas:

Bund: 2,5 digestive kiks + 1 spsk. smør
Ostecreme:
1 æg
2 spsk. creme fraich
3 spsk. flødeost
2,5 spsk. sukker
¼ tsk. vaniljekorn
1,5 tsk. friskpresset citronsaft

Fremgangsmåde:

  • Smelt smør i et glas i mikroovnen. Knus digestive kiks, og vend dem i det smeltede smør. Brug fingrene eller en ske til at trykke kiksemassen til en bund i glasset.
  • Rør ægget sammen, tilsæt dernæst creme fraich, flødeost, sukker, vaniljekorn og citronsaft. Rør massen godt sammen, så den bliver cremet og jævn.
  • Kom ostemassen over kiksebunden, og bag nu din cheesecake. Begynd med at bage i 30 sek. ved 800 W, hold pause i 20 sek., bag igen i 30 sek. ved 800 W, hold pause i 20 sek., bag igen i 30 sek. ved 800 W, og hold en sidste pause i 20 sek. og bag så en sidste gang i 30 sek. ved 800 W. Det er meget vigtigt, at du ikke bager din cheesecake i 2 minutter uden pause, da kagen kan bliver for varm, så du ender med en kornet og ødelagt cheesecake.

Vigtigt! Lad din lyn-cheesecake blive helt kold, inden du nyder den med frugtsirup og/eller frisk frugt. Jeg var så heldig, at jeg havde lidt ribssirup på køl.

Læs også: Vild med smukke glas!

 photo kage i kop cheesecake i glas_zpss5sulybi.jpg

Share This Post

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Julie Lykke 1. august 2015 at 17:34

    Hvor ser det alt for lækkert ud, altså!

    Tak for den evige inspiration du sender ud, jeg får lyst til at lave det hele!

    – Julie / Julieslykkes.bloggersdelight.dk

  • Leave a Reply

    Back to top