brownietrifli

Brownietrifli med saltkaramel

På Instagram delte jeg før sommerferien et billede af nogle dessertglas med brownietrifli, og der var uden tvivl stemning for en opskrift på bloggen, så her kommer den  – lidt forsinket 🙂  Jeg lavede brownietriflien til en lille sammenskudsmiddag med gamle venner fra gymnasietiden, jeg havde bagt en brownie og havde en lille time til at kreere en dessert, og resultat blev ret godt, den er i hvert fald blevet lavet flere gange efterfølgende.

Når brownien er bagt, er det superhurtigt at bikse desserten sammen. Den ser indbydende ud og smager virkelig lækkert, jeg lover, du ikke bliver skuffet.

God fornøjelse.

brownietrifli

Opskrift på dessertglas med brownietrifli

Til 6 personer

Brownie:

Du skal bruge:
3 dl sukker
2 æg
1½ dl mel
2 tsk vaniljesukker
½ tsk salt
4½ spsk kakao (ikke sødt)
150 g smør

Sådan gør du: Smelt smørret og lad det afkøle. Pisk æg og sukker til en luftig masse, og tilsæt derefter resten af ingredienserne, og rør det hele sammen. Kom dejen i en springform 22-24 cm og bag ved 200 grader i 20-25 minutter. Sæt kagen koldt

Creme:

Du skal bruge:
1 dl fløde
1 dl flødeost (gerne Philadelphia)
3 spsk creme fraiche 38%
Citronskal fra en halv citron
3 spsk flormelis
1 tsk vaniljesukker

Sådan laver du cremen:
Kom alle ingredienserne i en skål og pisk til en luftig creme.

Saltkaramel:
Rør en lille teske flagesalt og fire spiseskeer fløde sammen med en halv dåse karamelliseret kondenseret mælk. Sæt på køl.

Anret glas med brownietrifli
Kom små brownie-stykker i bunden af glassene, dernæst lidt saltkaramel, creme, browniestykker, saltkaramel og creme. Pynt med lidt brownie, bladguld og friske ribs. Sæt gerne koldt en time inden servering.

TIP!
Du bruger omkring en halv brownie til de seks dessertglas – frys resten til næste gang, du laver brownietrifli eller en omgang smagsgode træstammer 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *